Når markedet mister tilliden til befolkningen

(När marknaden tappar förtroendet för folket) Den svenske journalisten Staffan Dahllöf har skickat följande analys av det italienska valets betydelse för eurosystemet och för hela EU. Artikeln publicerades först på på "Demokrati i Europa – Oplysningsforbundet" hemsida. Det är också den första artikeln jag publicerar på danska, inte svårt att förstå i skrift.

De italienske vælgere stemte ifølge markedet forkert i valget den 4. marts. De gav to euro-kritiske partier flertal. Den slags reagerer markedet på, imens EU-ledelsen i Bruxelles og EU-regeringer prøver at finde en passende grimasse. Euro-zonen, som blot manglede en injektion reformvitaminer, trænger nu til akut førstehjælp.

Da Italiens præsident Sergio Mattarella nægtede at acceptere Paolo Savona fra det højrepopulistiske parti Lega som finansminister i en ny regering, var det, ifølge præsidenten, for at sikre udenlandske investorers tillid til Italien, og for at sikre landets stabilitet. Meget lidt tyder dog på, at Matterella med den beslutning kommer til at opnå sit tilsigtede mål.

Den første juni tiltrådte imidlertid den nye statsminister, juristen Giuseppe Conte, som i første omgang var ham, der foreslog Paolo Savona. Da Savona ikke måtte blive finansminister trak Conte sig og den tidligere medarbejder i den Internationale Valutafond (IMF) Carlo Cottarelli fungerede som midlertidig ‘apolitisk’ statsminister. Contes nye kabinet består at både politikere fra femstjernebevægelsen og legaen, men også af en del teknokrater, ligesom Conte selv anses af mange som apolitisk.

Det er ikke første gang Italien har en teknokratisk valgt statsminister, men i modsætning til Mario Monti, som kom til i 2011, nyder hverken Cottarelli eller Conte særlig bred opbakning i det demokratisk valgte parlament. Spørgsmålet er hvorfor endnu et demokratisk valg i Italien endte med en teknokratisk statsminister ved roret?

Tre katastrofer
Tænketanken Eurointelligence, skabt af den mildt eurokritiske økonom og kommentator Wolfgang Münchau, forudser tre katastrofer udløst af Mattarellas beslutning:

  • Det næste valg, muligvis i slutningen af juli, bliver i realiteten en folkeafstemning om euroens fremtid.
  • Udnævnelsen af først teknokraten Cottarelli og derefter juristen Conte som fungerende statsminister betyder, at valget vil blive set som et valg mellem EU på den ene side og demokratiet på den anden.
  • Investorer, som i forvejen var usikre på Italiens plads i euro-kredsen, får god tid til at overveje deres stillingtagen.

Usikkerheden om den italienske økonomi er ikke i sig selv noget nyt. Den er lige så gammel som selve eurokonstruktionen. Italien har ikke siden 1980’erne haft en statsgæld på mindre end 100 procent af BNP, selvom 60 procent er det højest tilladte statsgæld for at deltage i samarbejdet, og bruge euroen. De 60 procent er nemlig ikke et absolut krav. Hvis der findes en politisk vilje til gældsnedbringelse og tegn på forbedring kan andre lande bære over med gældssynden.

De ti gode år
Op til finanskrisen var eurolandenes gældsættelse mest et teoretisk problem, så længe landene bare var lukket ind i det gode selskab. De finansielle investorer noterede sig, at renterne på eurolandenes statsobligationer udviklede sig ens og i nedadgående retning. Det hele kørte ganske udmærket i godt ti år, indtil det ikke kørte længere.

Den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ krak i 2008 og den efterfølgende finanskrise satte en stopper for eurozonens stabile udvikling.

Fra starten af den Økonomiske og Monetære Union i 1998 til finanskrisen 2008 opfattede markedet landenes statsobligationer som lige sikre, og satte prisen derefter. Derfor var der flere år, hvor renten på en græsk statsobligation var stort set det samme som på en tysk. Efter 2008 har vi et noget mere broget billede. Renten på italienske statsobligationer er i skrivende stund den højeste i 20 år, og svinger efter de politiske udmeldinger. Kilde: Den Europæiske Centralbank.

I 2011 da finanskrisen var på sit højeste, blev den tyske kansler Angela Merkel og den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy adspurgt om Italiens statsminister Silvio Berlusconis evner at leve op til omverdens forventninger. Deres slet skjulte grin på et pressemøde bidrog til at underminere den smule international tillid, Berlusconi havde tilbage. To uger senere var han erstattet som statsminister af økonom og tidligere EU-kommissær Mario Monti.

De skal nok få det lært
Yanis Varoufakis, tidligere græsk finansminister med erfaring med at udfordre EU-institutionerne, skrev i The Guardian efter Mattarellas afvisning af Savona, at den italienske præsident ikke kunne have givet de fremmedfjendske populister en større gave.

Den amerikanske økonom og Nobelprismodtager Paul Krugman twittede fra New York: ”Dette er virkelig forfærdeligt: man behøver ikke at kunne lide de populistiske partier, der vandt klart i valget, for at blive rystet over forsøget på at udelukke dem fra magten, fordi de ønsker en EU-skeptisk finansminister.”

En mindre dramatisk men nok så interessant melding kom fra Donald Tusk, den polske formand for Det Europæiske Råd: ”Min opfordring til alle EU-institutioner: Vær venlig at respektere vælgerne. Vores opgave er at tjene dem – ikke at irettesætte dem.”

Det forhindrede ikke den tyske EU-kommissær Günther Oettinger fra bramfrit at udtale til TV-stationen Deutsche Welle: ”Markedets negative udvikling skal nok få lært italienerne ikke at stemme på populistiske partier.”

En udtalelse helt i tråd med den daværende tyske finansminister Wolfgang Schäubles kommentar til det græske venstrefløjsparti Syrizas valgsejr 2015: ”Vi kan ikke have, at valg laver om på politikken.”

Efter et par timers mediestorm i Italien undskyldte Oettinger og trak sin udtalelse tilbage.

Et kerneland skifter ham
Italiens deltagelse i euroen, eller et eventuelt arrividerci, var ikke et tema op til valget den 4. marts, men er på vej at blive det nu.

Både Femstjernebevægelsen (5 Stella) og Lega (tidligere Lega Nord) havde nedtonet deres ellers velkendte euro-kritik i valgkampen. I de to partiers regeringsgrundlag efter valgsejren ser det dog helt anderledes ud. Her kan man læse, at de to partier dels går ind for en flad skat på 15 procent, det vil sige skattesænkninger, samt en form for borgerløn og forbedrede pensionsvilkår. Altsammen uden helt at gøre rede for finansieringen.

Hverken flad skat eller borgerløn er særligt egnede initiativer til at sprede optimisme i finanskredse og i Bruxelles.

To forhold gør den italienske krise mere alvorlig end krisen i Grækenland, som set fra Bruxelles’ synspunkt er blevet banket på plads. Det ene er størrelsen. Italiens økonomi er den tredjestørste i euro-zonen. Landet har desuden haft en historisk rolle som kerneland i EU og som initiativtager til forskellige bevægelser i retning af større integration. Det andet forhold er, at ØMU’ens traditionelle tandempar Tyskland og Frankrig ser ud til at være på vej i forskellige retninger.

Kommissionen har siden 2012 efterspurgt og selv foreslået reformer af eurosamarbejdet. Frankrigs præsident Emanuel Macron har i gentagne taler dels erklæret sig enig, og til dels villet gå længere. Men reaktionerne fra Tyskland har ikke samme entusiasme.

Hvordan ØMU-samarbejdet skal reformeres, har i lang tid stået på dagsordenen for det kommende EU-topmøde, og et særligt topmøde for stats- og regeringscheferne i euro-landene den 28-29 juni. Et fælles tysk-fransk forslag skulle levere brændstof til mødet, men har endnu ikke set dagens lys.

Det annoncerede reformarbejde tegner nu mere til at blive et kursus i italiensk for begyndere.


Artikeln publicerades först på hemsidan för Demokrati i Europa – Oplysningsforbundet.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Denna webbplats använder Akismet för att minska skräppost. Lär dig hur din kommentardata bearbetas.